Ændret opførsel vedr. annullering af recepter

Started by Ulrik Skyt, 2016-08-10 11:59:40

Previous topic - Next topic

Ulrik Skyt

 
Der er i dag en udfordring vedr. annullering af recepter, fordi apotekerne ikke nødvendigvis opdager, hvis en læge har annulleret en recept, som de skal til at ekspedere, såfremt de allerede har den under behandling.

Problemstillingen har to sider. Apoteket må ikke ekspedere en recept, som ikke længere er gyldig, fx hvis en læge har annulleret den. Men hvis apoteket reelt er begyndt at ekspedere, bør lægen nok heller ikke kunne annullere recepten, da kunden er ved at tage medicinen med hjem. Hvis det er livsvigtigt at recepten annulleres og kunden ikke må få udleveret medicinen, må lægen tage direkte kontakt til apoteket/patienten.
I dag afspejler receptens status desværre ikke om recepten reelt er under behandling dvs. om ekspeditionen reelt er i gang ved skranken,  fordi en adresseret recept sættes under behandling fra det øjeblik den modtages på apoteket, og altså ikke først når apoteket begynder at ekspedere den. Den kan altså være under behandling i timer, dage eller uger! Det samme er gældende hvis fx hjemmeplejen har lavet en genbestilling på en reitereret recept. Og det ville ikke være godt, hvis lægen i et udefineret langt tidsrum forhindres i at annullere en recept på medicin som patienten ikke længere bør få.

Hvis apoteket  i dag ekspederer en recept, som lægen har annulleret og som apoteket ikke har opdaget er annulleret, så vil indberetningen fejle og købet vil derfor ikke fremgå af FMK.  Lægen tror at annulleringen havde den tilsigtede effekt, og kun apoteket ved at der alligevel blev udleveret medicin. I værste fald opdager apoteket ikke engang at indberetningen af udleveringen fejlede. Dermed tror alle at alt er som det skal være, selvom det modsatte er tilfældet.

For at imødekomme dette problem er der iværksat flere tiltag:

Pr. 1. juli 2016 er apotekerne pålagt at foretage elektronisk kontrol af recepter gyldighed inden der foretages ekspedition. Dette foregår ved at apotekerne kalder en servicen der hedder "påbegynd ekspedition", som foretager denne kontrol for dem.

Pr. 22. august (forventet) iværksættes en ændring som betyder to ting:


  • dels skal apotekerne udskyde det tidspunkt, hvor recepten får status "under behandling". I stedet for at recepten sættes under behandling så snart den er adresseret eller en udlevering er bestilt, så skal recepten først sættes under behandling, når apoteket kalder servicen "påbegynd ekspedition". Dermed forlænges det tidsvindue, hvor det kan lykkes en læge at annullere en recept, således at apoteket opdager det inden ekspeditionen og derfor undlader at ekspedere recepten.
  • dels vil læger opleve at få en ny type fejl, såfremt de forsøger at annullere en recept, der er under behandling på et apotek. Fejlbeskeden vil lyde således:

Recepten med id {0} er under behandling hos {1} - annulleringen vil derfor først træde i kraft når deres ekspedition er fuldført (eller afbrudt).

Dvs. annulleringen er reelt noteret på recepten, men træder først i kraft når den igangværende ekspedition er fuldført. Dette vil normalt være efter få minutter, men kan i visse særlige tilfælde være væsentlig længere tid. Hvis samme læge eller evt. andre brugere af FMK betragter medicinkortet efter denne delvist gennemførte annullering vil receptens status fortsat være "under behandling" indtil apoteket enten færdiggør eller afbryder ekspeditionen. Under alle omstændigheder vil status derefter være annulleret, uanset om apoteket har markeret at recepten skal afsluttes eller ej.

Såfremt lægen vurderer at det er vigtigt at bremse apotekets igangværende ekspedition, eller patientens efterfølgende indtagelse af medicinen, må lægen kontakte apoteket eller patienten!

For dosisdispenserede recepter indtræffer samtidig også nogle ændringer. Hver gang apoteket påbegynder ekspedition af en dosisdispenseret recept - hvilket typisk sker med 14 dages mellemrum - så skal apotekssystemet ligeledes kalde "påbegynd ekspedition" servicen. Herfra vil der typisk gå et par dage inden dosispakningen er fremstillet og den endelige ekspedition af recepterne foretages. I den mellemliggende periode har de dosisdispenserede recepter status "under behandling" og når ekspeditionen er gennemført får de igen status "overført til dosiskort". Læger kan annullere recepter til dosisdispensering imens status er "overført til dosiskort" idet apoteket da vil opdage det næste gang de påbegynder en ekspedition. Hvis lægen annullerer en dosisdispenseret recept imens den er under behandling, så annulleres recepten først efter apotekets ekspedition, og får derfor ikke virkning for den dosispakning, der er ved at blive pakket nu, men først når den efterfølgende dosisekspedition skal påbegyndes næsten 14 dage senere! Såfremt lægen vurderer at ændringerne skal træde i kraft tidligere end dette, skal apoteket, borgeren eller evt. hjemmeplejen kontaktes.

Ulrik Skyt

Det skal siges at denne funktionalitet kan testes på Test 1, hvor det har været tilgængeligt i en længere periode.

Fx på 240101-0001 som har en recept på kaleorid, som er under behandling. Den forbliver som beskrevet i denne status, fordi apoteket ikke færdiggør eller afbryder ekspeditionen.


Mvh
FMK-teamet

Ellen Simonsen

På baggrund af tilbagemeldinger fra flere leverandører har vi valgt at udskyde tidspunktet for idriftsættelsen af den ændrede opførsel ved annullering af recepter. Tidspunktet bliver 01.10.2016.

Vi opfordrer således til, at eventuelle aktiviteter i retning af at ændre brugergrænseflader / dialoger i klientløsningerne iværksættes nu, så de kan være rullet ud senest 30.09.2016

På FMK teamets vegne
Ellen Simonsen

PRC

Hej

Det ser ud til at testdata på patienten 240101-0001 er forsvunden.

Kan de blive oprettet igen?

Mvh
Preben

Ellen Simonsen

Hej

Beklager. Testdata er reetableret på både Test 1 og Test 2

Venlig hilsen
Ellen Simonsen